Hvor mange bøger har du solgt?

Hvor mange bøger har du solgt?

Det er noget, jeg bliver spurgt om rigtig ofte! Og jeg må tilstå, at det faktisk ikke er noget, jeg går vildt meget op i, for antallet af solgte bøger hænger ikke helt sammen med, om folk kan lide din bog eller ej! Det er ihvertfald min opfattelse. Jeg har selv købt bøger der var virkelig hypede, og flere gange siddet bagefter med en følelse af at være blevet … ikke snydt som sådan, men måske bare skuffet

Selvfølgelig vil jeg da gerne sælge rigtig mange bøger, det kunne da være fedt, men hvis det ikke indebar, at folk fik lyst til at købe nummer to – den jeg er i gang med at skrive på nu – så ville jeg da blive rigtig ked af det og tænke “Hov! Hvad sker der? Den første bog solgte helt vildt godt, så hvorfor ikke efterfølgeren?” Lad os bare lægge kortene på bordet … det er mere end svært at blive en bestseller forfatter. Det er også svært i det hele taget at komme ind på bogmarkedet, for der er sindssygt mange om buddet. Der udkommer ca. 1600 bøger herhjemme i lille Danmark hver måned alt inclusive! Ja du læste rigtigt … det er vildt og det gør, at man som helt sprit ny forfatter kan få meget svært ved at få fodfæste.

Min strategi for mit forfatterskab er
  • at skrive nogle bøger, som jeg rent faktisk selv har lyst til at læse
  • at få tilfredse læsere der har lyst til at melde tilbage, når de har læst mine bøger
  • at bloggen skal fremstå så skarp og indbydende som muligt. Der skal være relevante og interessante indlæg, nogle fede interviews med andre forfattere og tips og tricks omkring det at skrive og udgive.
  • at brande mit navn ved ovennævnte punkter, så folk husker mig

At få tilfredse læsere er det allervigtigste for mig – om jeg sælger 100 eller 1000 bøger betyder ikke det helt store, for det indikerer som sagt ikke, om læserne vender tilbage og køber min næste bog. Desuden er fortjenesten på en bog, når man har betalt sin skat forsvindende lille. Faktisk kan det slet ikke betale sig at tage mere for bøgerne, end det koster at producere dem, men det er en helt anden snak.

I dag oplever jeg så, at en læser (som jeg vel at mærke ikke er i familie eller er venner med) har delt sin oplevelse med “Nouras stemme” på Facebook, og i min verden, så er sådan en anmeldelse og reklame for min roman ubetalelig … jeg bliver så usandsynligt glad, når jeg ser sådan noget, for så ved jeg, at der er nogle derude, der har købt min bog og anbefaler den til andre Det er helt sikkert en meget langsom måde, at få slået sit navn fast på, men uden tvivl den allerbedste.

Så når nogen spørger mig: “Hvor mange bøger har du solgt?” så kan jeg med oprejst pande sige, at jeg ikke har solgt mange endnu, men jeg har fået mange positive tilbagemeldinger, fra de der allerede har læst “Nouras stemme” her godt og vel en måned efter udgivelsen … og mit håb er jo så, at de læsere er blevet “sultne” efter at læse efterfølgeren

C. Friis-Holst

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry
1
Bookmark permalink.

Skriv et svar