Dennis Jürgensen – Roland Triel Triologi

Dennis Jürgensen - Løbende tjener

Jeg var faktisk gået i gang med at lytte til en anden roman, men efter en times tid, var jeg mere forvirret over handlingen end fanget af den, så jeg bladrede lidt rundt i Mobifo og faldt over Dennis Jürgensens “Løbende tjener”. Der gik under ti minutter, så var min interesse vakt, og jeg har nærmest “slugt” denne spændende roman.

Hovedpersonen, Roland Triel, der er efterforskningsleder ved Københavns Politi, har en frygtelig tragedie i bagagen, som han efterforsker på, samtidig med, at der sker et groft overfald på den yderst velhavende smykkedesigner Frans Jessen. Først antages det, at overfaldet kan have noget at gøre med en opretshavssag, hvor Frans Jessen vandt, men da der begynder at ske nogle meget makabre mord, så et det i første omgang dét politiet arbejder ud fra. Det er en indviklet sag om mord og pengeafpresning, og Roland Triel er samtidig presset i sit privatliv, da morderen, der slog hans kone Dorte ihjel og mishandlede hans 13 årige datter Andrea fire år tidligere, pludselig begynder at stikke næsen frem.

Plottet er virkelig gennemarbejdet. Spændingen og tempoet holdes hele vejen, og persongalleriet er ikke større end at man som læser sagtens kan holde rede i det.

dansende-roede-bjoerne

I denne Roland Triel krimi skal holdet opklare et mord på en teenage pige i Valbyparken. Mordet er bestialsk og trækker tråde til en pædofil seriemorder og et pædofilt netværk. Samtidig driver morderen fra Myntevænget gæk med Roland Triel, og datteren Andrea får besøg af vedkommende på den institution hun bor på. Journalisten, Thor Brandt, som Triel har et yderst anstrengt forhold til, efter han udgav en krimi omkring mordet på Triels hustru, får brug for Triels hjælp og det drejer sig om liv eller død. Også Triels underbo, Astrid, får en større rolle i denne bog, og forholdet mellem de to udvikler sig støt gennem kapitlerne.

Igen er plottet yderst interessant og gennemarbejdet. For at læse denne #2 i serien, så vil jeg anbefale at man læser #1 først, for at kunne holde styr på persongalleriet.

hviskende-lig

“Hviskende lig” er den 3. bog i serien om Roland Triel, og udover selve hovedhistorien om en mand der kvæler unge piger i København, så foregår der sideløbende en opklaring af mordet på Myntevænget. Trådene fra de to foregående bøger bliver samlet i denne sidste bog i triologien. En person finder et velbevaret lig i en mose. Liget har ligget der i fyrre år, og den sidste der har set den unge pige er den retarderede Eigil. Jagten på morderen går i gang, da der sker yderligere et mord samt et mordforsøg. Triels datter Andrea får hypnose, for at kunne huske begivenhederne tilbage på Myntevænget, da hendes mor blev dræbt og hun selv blev voldtaget og udsat for bestialsk vold. Triels kæreste Astrid arbejder for et forlag, og hun har travlt med at lancere en ny britisk fantasyforfatter. Det viser sig at blive skæbnesvangert, og hun bliver ufrivilligt inddraget i den hæsblæsende jagt på morderen fra Myntevænget. Triel og journalisten Thor Brandt indgik i foregående bog en “våbenhvile”, og de arbejder nu sammen på at få opklaret tragedien i Triels liv.

Jeg giver Dennis Jürgensen topkarakter for hans debut som krimiforfatter for voksne! Han skriver yderst levende og billedligt. Bøgerne indeholder masser af gys og gru og også en portion humor – med hver ting til sin tid.

Boganmeldelse_6 stjerner

 

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Lukket for kommentarer