Mette Reinhardt Jacobsen – Farmerhjerte

Farmerhjerte

Denne bog har jeg hørt som lydbog, og jeg må sige, at det er en finurlig bog. Den er også mærkelig. Og den er sjov. Og tankevækkende.

– Joan Bak på Litteratursiden.dk. skriver følgende:

En lille letlæst bog, som blandt andet indeholder kringle med og uden sukat, en ond nabokone, biluheld, dødsfald og utroskab. Kan anbefales til yngre kvinder, som gerne vil i gang med at læse skønlitteratur.

Mona er efter bruddet med sin kæreste flygtet langt ud på landet. Her bor hun midlertidigt hos Claus, som er 10. generationslandmand på gården. Claus er ungkarl og har ingen børn, men skulle jo gerne føre gården videre, så den ikke dør med ham. Derfor er det meget belejligt, at Mona er flyttet ind hos ham. Mona går dog mere op i at ordne hans regnskaber – som også er det, hun er ansat til – end at forholde sig til hans interesse. Lige så meget styr hun har på tallene og kolonnerne, lige så lidt styr har hun på sig selv og sine følelser.

Mona er jeg-fortæller, og vi hører om hendes liv hos Claus lige nu med tilbageblik til dengang, hun var sammen med rigmandssønnen Theis, hvor de var fast forsidestof i sladderbladene. Vi får lidt at vide om livet på landet: Hvordan gør ’man’, og hvad gør man i hvert fald ikke, når man inviterer de tyve nærmeste naboer på kaffe. Man serverer IKKE tiramisu for en flok landmænd og -koner. Og man sørger for at få sagt værsgo’ i en fart, så de kan nå hjem og røgte i ordentlig tid.

Bogen er skrevet i et meget letlæseligt sprog fyldt med finurlig humor, og hvert kapitel fylder to-fire sider. Den er nem at overskue og gå til, og en hurtig læser vil være igennem den på et par timer. Man kan læse den, som man vil: Enten som ren underholdning eller måske for at få den lidt mere ind under huden. Jeg synes, det er en tankevækkende roman om at elske – og ikke mindst om at elske sig selv. Mona har slet ikke fundet sig selv i verden og kan ikke mærke sig selv. Hun ender der, hvor hun bliver skubbet hen, fuldstændig uden at have en mening eller egen vilje. På et tidspunkt siger Claus’ ven Thomas: ”jeg kan godt lide, når damer er sådan lidt bestemte”, og så begynder Mona selvfølgelig at komme med friske, bestemte bemærkninger.

Jeg har givet bogen 3 point

Boganmeldelse_3 stjerner

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry

Lukket for kommentarer