Læs første kapitel af “I ly af mørket”

Prolog

 

       ”Drej dig rundt, så jeg kan se dig,” kommanderede hans mor. Han gjorde, som han fik besked på. Det gjorde han altid, når hun udstak ordrer. Hun børstede usynlige hår, eller hvad det nu var, hendes aldrig tilfredse blik fandt, væk fra hans hvide skjorte. Hun stillede sig med armene over kors og betragtede ham. Han slog ydmygt blikket ned, som han vidste, at hun ønskede det. Man skulle vise ydmyghed overfor Gud og voksne mennesker, sagde hun altid.

       ”Det går an for i dag. Skynd dig at hente dine sorte sko i entreen. Vi må ikke komme for sent.” Der var ikke antydningen af varme at spore i hverken stemmen eller øjnene. Det var lørdag, og de skulle til møde i Missionshuset. Egentlig ville han gerne have været ude at lege, men det kunne der slet ikke være tale om. Der var heller ikke rigtig nogen at lege med, for de andre drenge drillede og gad ikke have ham med. Som oftest sad han tilbagetrukket og betragtede dem, når de spillede fodbold, klatrede i træer, eller når de røg i smug ved den nedlagte jernbane, der hvor græs, træer og buske voksede vildt. Han var en mester i at gemme sig, for blev han opdaget, så havde han helt sikkert fået bank. Når han sneg sig efter dem, så legede han, at han var en meget berømt detektiv, der var på en helt speciel opgave. Han havde læst alle Enid Blytons ”De 5” bøger på skolens bibliotek og identificerede sig med enten Dick eller Julian i bøgerne. Han havde desværre ikke tre andre børn og en hund med i legen, men han fantaserede sig til, at de var der. Skolens bibliotek blev hans ”helle” i spisefrikvartererne. Han havde fået lov til at sætte sig og læse i spisefrikvarteret, for bøgerne kunne han ikke låne med hjem. Hans mor ville få et hjerteanfald, hvis hun fik mistanke om, at han læste den slags litteratur i stedet for at fordybe sig i biblen.

Af statur var han lille i forhold til andre drenge på samme alder, for mens de pludselig fik vokseværk, og voksede adskillige centimeter om året, så var det, som om hans egen vækst stod helt stille, efter det fyldte 13 år. Han var lille, splejset og undselig, og det ændredes ikke, de efterfølgende år. Der var en eller anden form for noget hengemt over ham. Det eneste bemærkelsesværdige ved ham, var de stærke briller, han bar. Han hadede brillerne, der gav ham små stikkende øjne. De andre børn bemærkede ham stort set ikke, andet end når han skulle fremlægge noget i timerne eller blev spurgt af lærerne. Så blev han offer for deres hån og fik øgenavne, fordi han stammede, når han blev genert eller følte sig presset. Lærerne blandede sig ikke, og det tog glæden ved at lære noget fra ham. Hvorfor hjalp voksne mennesker ikke børn? Han følte sig Palle alene i verden. Ingen steder var der støtte og opmuntring. Kun i bøgerne på det støvede gamle skolebibliotek, fandt han trøst. Kun i bøgerne fandt han det mod og den overlegenhed, han i den grad manglede både i skolen og derhjemme. Hans menneskesyn blev kun mere og mere sort, og teenageårene adskilte sig ikke væsentligt fra barneårene, bortset fra at han gik fra at være en dreng til en ung mand. Han var en stereotyp på Freuds påstand om, at mennesket af natur er ondt og aggressivt. Dette kom sig ikke til udtryk i omgangen med moderen, men i stedet lod han alle sine frustrationer gå ud over uskyldige. Alt det han måtte finde sig i, både i skolen og derhjemme, måtte han have afløb for, og det fik han ved at pine og plage smådyr som fugle, mus, egern og hvad han ellers kunne få fat i. Det gav ham en sær følelse af opstemthed og retfærdighed, når han påførte et dyr smerte. Ligesom han opfattede sig selv, så var dyr uskyldige væsner. Om aftenen inden han skulle sove, knælede han foran sin seng og bad om forladelse for sine synder. Det havde hans mor lært ham fra lille af. I mange år var han bange for, at der skulle ske ham noget ondt, hvis han glemte det, men med tiden blev aftenbønnen bare en vane. Han angrede ikke specielt, når han lå på knæ på det hårde kolde gulv. Han følte sig som en statist i sit eget liv. Hele tiden blev han dikteret, hvad han skulle og ikke skulle, hvad der var en synd, og hvilke få ting der, efter hans mening, ikke var. Udadtil opførte han sig, som hans mor, kirken og skolen forventede sig af ham, men indadtil var det nogle helt andre syndige og forbudte tanker og fantasier, han gemte på i sindets mørke kringelkroge.

Moderen havde været oppe i årene, da hun fik ham, og da hun nærmede sig de tres år, begyndte skavankerne at trænge sig på. Det betød at han måtte gøre størstedelen af det huslige derhjemme, og han troede i sin naivitet, at det var sådan det var for alle unge mennesker. Han kom ikke så meget i andre hjem, så derfor var der intet sammenligningsgrundlag. Intet der fik ham ud af den vildfarelse. Moderen blev mere og mere krævende og hun blev også mere radikal i sin tro, jo ældre hun blev. Verden omkring dem forandrede sig og teknologien skræmte hende, fordi hun ikke forstod den. Verden var konstant i forandring, men hjemme hos dem var alt, som det altid havde været, tænkte han nogle gange. Moderen holdt stædigt fast i, at det var en synd at lytte til popmusik, at danse og more sig, og at de ikke skulle have mere teknologi indenfor dørene end den gamle teaktræstransistorradio, som stod på skænken i stuen. Han savnede som sådan ikke noget, som han aldrig havde haft, og var på sin vis også tilfreds med tilværelsen. Som andre unge mennesker havde han også drømme, men de nåede aldrig rigtig at rodfæste sig, inden den dårlige samvittighed tog over. Når tanker som f.eks. at rejse ud og opleve verden strejfede ham, så både pirrede og skræmte det ham på én og samme tid. Det var en helt naturlig del af den løsrivelsesproces, som får børn til at flyve fra reden. Problemet var bare, at han ikke skulle flyve nogen steder hen. Moderen havde lagt helt klare planer for hans liv, og de bestod i, at han skulle blive boende sammen med hende, være manden i huset, tage vare på hende, når hun blev gammel og ikke kunne mere selv. Sådan var det, og det kunne han ikke opponere mod. Lige efter folkeskolen fik han arbejde på et lager. Moderen gik kort efter på efterløn, men gjorde rent i missionshuset et par gange om ugen. Ulønnet naturligvis. Han stod så med størsteparten af ansvaret for forsørgelsen af dem begge. Huset de boede i var for længst betalt ud, men der var en del vedligeholdelse, som der er på gamle huse, og moderen holdt fast i, at de ikke skulle bruge penge på håndværkere. I stedet skulle han foretage småreparationer fra tid til anden. Heldigvis var hans hænder skruet ordentligt på, så det gik an, men taget trængte til en udskiftning, og det ville beløbe sig i en svimlende sum. Da der var stor friværdi i huset, drøftede han muligheden for at optage et lån til nyt tag med moderen, men hun var hverken til at hugge eller stikke i. Nu var huset betalt ud, de skyldte ingen penge, og sådan skulle det forsat være. At det utætte og dårligt isolerede gamle tag ville koste dem mere i brændsel, det ville hun ikke høre tale om. Der var koldt i huset i vinterhalvåret, og da de to soveværelser lå på førstesalen, så var det en meget kold fornøjelse at gå i seng om aftenen. Moderen kom efter noget tid på den løsning, at de sov i samme seng, fordi det var lettere for to end for en person, at holde sengen varm. Han var ikke udelt begejstret, men vidste heller ikke rigtig, hvad han skulle bruge som modargument. Måske man gjorde det samme i andre familier? Han havde ikke rigtig nogen, han kunne spørge til råds, så han resignerede og flyttede sit sengetøj permanent ind i moderens soveværelse.

       ”Hvorfor står du derude? Kom herind,” kaldte moderen lettere irriteret bag den lukkede soveværelsesdør. Hun havde hørt ham komme op ad trappen. Han stod ubeslutsom ude i den mørke gang, hænderne skiftevis knyttedes og åbnede, mens han sank og sank spyttet i munden. Kæbemusklerne spændtes, da han bed tænderne hårdt sammen og kneb øjnene i for at undgå vildfarne tårer i at lave spor ned ad kinderne. Hans mor ville håne ham for at være en tøsedreng, hvis hun så ham svag. Han skulle opføre sig som et mandfolk. For ikke at påkalde sig hendes vrede, trykkede han dørhåndtaget ned og skubbede døren halvt op. I den dunkle belysning så han moderen sidde og børste sit udslåede hår foran spejlet og det lille bord, hvor biblen, hårbørsten og en lampe havde deres faste plads. Hendes svømmende blik fangede hans i spejlet, og et lille smil krusede sig om hendes læber. Det vendte sig i ham. Han kunne næsten bedre lide hende, når hun var den strenge gudfrygtige kvinde, der stod mørk og faretruende ind over ham og skældte og smældte. Hun var klædt i den halvt gennemsigtige natkjole, som hun kun iførte sig ved særlige lejligheder. I aften var sådan en lejlighed. Han knyttede hænderne langs siden og kiggede ned i gulvet.

       ”Kom,” sagde hun med den katteagtige slørede stemme, der fik de små nakkehår til at rejse sig, og rakte hånden ud mod ham. Han lukkede døren til soveværelset. Om lidt er det forbi, sagde han til sig selv. Om lidt.

 

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry
3

Lukket for kommentarer