Har jeg begået mit livs fejltagelse?

For et par uger siden færdigskrev jeg mit seneste manuskript – på rekordtid faktisk! Sendte det efterfølgende til et par forlag, fordi jeg tænkte, det kunne være interessant at se, om det kunne blive antaget og udgivet på et etableret forlag.  Og så skete der hverken værre eller bedre end jeg fortrød, og jeg har måske begået mit livs fejltagelse af samme grund🙄

Man afgiver alle rettigheder til bogen

Når du får udgivet via et forlag, så afgiver du alle rettigheder til dit manuskript, og det er også forlaget, der langt hen ad vejen bestemmer alle de praktiske ting omkring bogomslag. udgivelsesdato, pris på bogen osv. – men oftest i tæt samarbejde med forfatteren. Det er også fair nok, jeg fandt bare ud af, at jeg slet ikke er parat til det, og derfor valgte jeg at trække manuskriptet tilbage. Der er ingen grund til at spilde andres kostbare tid, bare fordi jeg er et sentimentalt fjols vel?

Der er nogen, der tror på mig som forfatter

Kort tid efter jeg havde tilbagetrukket manuskriptet – vi taler om en times tid – modtog jeg en mail fra det ene forlag, hvor de meddelte mig, at de var kede af, jeg havde ombestemt mig, for de var næsten færdige med at læse manuskriptet, og ville gerne udgive bogen😮Derfor sendte de mig det tilbud, som de ville have sendt mig ugen efter i håbet om, at jeg ville genoverveje min beslutning. Jeg kom i tvivl! Skulle jeg slå til, eller skulle jeg følge mit hjerte? Når alt kommer til alt, så er det trods alt kun ord på et stykke papir! Ud over tilbuddet om kontrakt skrev de bl.a.:

… det er både interessant, velskrevet og passer godt ind i forlagets udgivelsesprofil. Manuskriptet har en god fremdrift, og man bliver interesseret i dine personer og din historie. 

Endvidere skrev de også, at det er meget få manuskripter, af de mange de modtager, som de rent faktisk vil udgive, så det i sig selv er virkelig STORT, og selvfølgelig noget jeg er meget meget stolt af. Min beslutning om at selvudgive igen, holdt jeg fast i, og da beslutningen var endelig truffet, kunne jeg mærke en fornemmelse af ro, så ingen tvivl om at det var det rette at gøre denne gang.

At skrive en roman inkluderer mange ting for mig

Det er ikke kun at skrive en roman for mit vedkommende. Mens jeg skriver, og ret tidligt i processen faktisk, har jeg et helt klart billede af, hvordan forsiden skal se ud på min bog. Jeg har også en klar fornemmelse af bagsideteksten, og om bogen skal trykkes som paperback eller med hardcover. At sammensætte en pressemeddelse, designe Facebook- og Instagram annoncer er også en del af det, og jeg elsker det alt sammen. Det er en helhed, og det giver mig så meget glæde, at kunne være kreativ på flere områder.

Fordelene ved at udgivet på et etableret forlag

Der er selvfølgelig mange fordele ved at udgive på et “rigtigt” forlag. For det første sørger de for korrekturlæsning, hvilket er en mega dyr post, hvis man selv skal betale for det. I mit tilfælde vil det koste mig omkring 35.000 kroner for korrektur og sprogoptimering af “Forført af en svindler”, hvilket betyder, at der skal sælges et svimlende antal bøger, for at få de penge hjem igen😯 Det er urealistisk, og derfor har jeg også en anden plan. Andre fordele ved at udgive på et etableret forlag er, at det øger chancen for en lektørudtalelse, og at forlagets annoncering kommer længere ud i bogkredse, end jeg selv formår. Man har også redaktionel ekspertise i ryggen på et forlag, hvilket også skal være med i ens overvejelser.

Forfatterskabet er en hobby

Jeg har mit fuldtidsjob, som jeg ikke vil undvære for noget, så forfatterskabet er udelukkende en hobby. Skulle jeg leve af det, ville jeg komme til at føle mig så presset, for at hive penge hjem til de månedlige udgifter, at jeg få skriveblokering. Jeg skriver udelukkende af lyst, og fordi jeg ikke kan lade være. At der så er en del, der læser, det jeg skriver, det er jo bare fantastisk og en meget motiverende faktor for at blive ved😊 Det er ikke sikkert, at jeg får en lektørudtalelse, fordi jeg er selvudgiver, og det er heller ikke sikkert, at jeg får presseomtale, men det kan jeg godt leve med. Mine bøger kan jo, ligesom alle andre bøger, stadig lånes på biblioteket, de skal bare bestilles hjem fra hovedbiblioteket🙂

Første trykte eksemplar

Den 20. december modtog jeg det allerførste trykte eksemplar – til brug for korrektur – og følelsen af at stå med den første “rigtige” bog i hånden er den samme hver eneste gang😊 At kunne røre ved den og bladre i den er bare noget ganske særligt i forhold til at se det på en computerskærm. Som sagt er dette eksemplar til brug for korrektur, så der skal streges og noteres i det, og planen er så, at bogen udkommer i midten af næste måned👍

Har jeg begået mit livs fejl

Jeg vil ønske alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår – vi ses i 2018

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry
Bookmark permalink.

Skriv et svar