Elsebeth Egholm

Jeg er så heldig, at jeg kan bringe et helt eksklusivt interview med Elsebeth Egholm – forfatteren bag Dicte Svendsen bøgerne her på bloggen!

Eksklusivt interview med krimiforfatter Elsebeth Egholm

– Du har nu udgivet 9 bøger i Dicte-serien – kan vi glæde os til flere?

Jeg tror da, der kommer flere Dicte-bøger, men jeg har lige nu ikke nogen plan om Dicte. I øjeblikket skriver jeg på en helt ny historie.

– Har du kontrakt med dit forlag på et bestemt antal bøger i serien?

Nej, jeg har ikke nogen kontrakt på et bestemt antal bøger og heller ikke på, at de skal være Dicte-bøger. Jeg bestemmer selv, hvilken historie jeg vil skrive.

 – Når du er i gang med en skriveproces, arbejder du så meget systematisk – altså i et vist antal timer hver dag, eller skriver du, når lysten og trangen er der?

Når jeg er i gang, skriver jeg systematisk, ellers taber jeg gejsten. Jeg skal helst skrive mindst 1000 ord om dagen i skriveperioderne. Gerne mere.

– Oplever du skriveblokeringer ligesom mange andre forfattere gør?

Decideret skriveblokering har jeg vist ikke oplevet. Men der kan godt gå et stykke tid, før jeg har så meget greb om historien, at jeg føler, jeg kan begynde at skrive den. Nogle gange får jeg startet for tidligt, og så går jeg i stå. Men det skyldes ikke blokering. Det skyldes, at jeg ikke kender historien og personerne godt nok. Så må jeg gå tilbage og researche: hvad er det for en historie, jeg vil fortælle? Hvad handler den om? Hvad vil hovedpersonen? Hvad er det uomgængelige, nødvendige hun/han må foretage sig i historien, for at den kan blive til den historie, jeg gerne vil skrive?

Eksklusivt interview med krimiforfatter Elsebeth Egholm

– Skriver du fra start til slut, eller springer du fra den ene scene til den anden?

Jeg skriver fra start til slut. Det andet bliver for rodet for mig, og der er rod nok i mit hoved, når jeg skal have styr på en historie.

– Hvor finder du din inspiration og research? Bruger du internettet (Google) eller opsøger fagligt relevante mennesker?

Jeg finder inspiration alle steder: aviser (jeg holder 3 af slagsen), nettet, fagpersoner, mennesker jeg møder på min vej, bøger, tv-serier, film, teater, fagbøger.

– Ideer har det jo med at dukke op på alle mulige mærkelige tidspunkter. Har du altid en notesbog på dig, bruger du mobiltelefonen til mundtlige/skriftlige notater, eller kan du huske det hele, til du får mulighed for at skrive det ned?

Jeg bilder mig ind, at jeg kan huske det, hvis det er nødvendigt at huske. Så nej, ingen notesbog. (Men jeg burde nok have den alligevel)

– Er Dicte-figuren opstået på baggrund af din egen uddannelse som journalist?

Ja, delvist. Men der ud over ligner jeg jo ikke Dicte. Det var bare oplagt at bruge en journalist i en krimi, og lidt nemmere, når jeg nu selv var journalist. Jeg gav hende også mit hus og min hund. Men så har hun så meget, jeg ikke har. Børn, for eksempel. Og opvæksten i et Jehovas vidner-hjem.

Eksklusivt interview med krimiforfatter Elsebeth Egholm

– I de 9 bøger om Dicte er der en del gengangere i persongalleriet. Hvordan holder du styr på alle karakterer i bøgerne? Jeg tænker her på alle de informationer vi læsere får omkring baggrund, udseende, oplevelser osv. Bruger du et computerprogram?

Nej, igen bruger jeg kun hovedet. Og bøgerne kan jeg jo slå op i, hvis jeg skulle blive i tvivl. Men jeg bilder mig, ind, at personerne er så meget inde under huden på mig, at jeg kan dem nogenlunde udenad. Selvfølgelig kan der være faktuelle oplysninger som f.eks en persons alder, som jeg ikke kan huske i hovedet. Men igen:  jeg har ikke et computerprogram til at styre det.

– Filmatiseringen af Dicte afviger meget fra dine bøger. Du har selvfølgelig givet tilladelse til dette, men hvordan er det som forfatter at skulle forholde sig til?

Jeg har sagt til mig selv, at tv-medier er et andet medie end bøger, og at tv-fagfolk nok vidste mere end jeg om, hvordan bøgerne kunne blive til tv-virkelighed.  Så jeg har fra starten blandet mig uden om, fordi jeg kunne se, at det ellers ville kræve for meget energi og tid. I den tid, tv-serien er blevet lavet, har jeg skrevet tre bøger. Det mener jeg, min tid er bedre brugt på. Når det er sagt, så ja, tv-serien er anderledes end bøgerne. Der er en tv-Dicte og en bog-Dicte. Sådan er det.

– Er du i skrivende stund i gang med en ny roman?

Ja, det er jeg. Men mere kan jeg ikke sige, fordi det er for tidligt, og fordi jeg ikke kan være helt sikker på, om den bliver til en bog, der kommer ud i handlen.

Det var mine “10 skarpe” til Elsebeth Egholm, og jeg er meget glad og beæret over, at hun havde lyst til at være den første til at stille op til et forfatter interview her på bloggen

Like
Like Love Haha Wow Sad Angry
1

Lukket for kommentarer